Der er 39 annoncer og 14088 registrerede brugere

Katte integration mislykket

Help_64

Vi har 3 huskatte + 2 udefra i vores rækkehus. De 3 huskatte er fra sommeren 2007, de 2 udefra fra sommeren 2005. De 2 udefra misser er min søns, da han i september 2010 kun måtte ha indekatte, der hvor han boede efter en beslutning i bestyrelsen.
Vi syntes det var synd for dem, at de skulle til et nyt hjem og dels kunne han også være sammen med dem, når han kom til os. Vi fik sat net op mellem stue og køkken, i det hele taget delt huset op i starten, så vores katte kunne vænne sig til dem og omvendt. Det er stort set gået godt, bortset fra vores Freja, en stor sky mis på 8 kg, som kun befinder sig på 1. sal, med mindre jeg bærer hende ned ad trappen og ud af huset. Hun kan også gå ud på taget fra vores soveværelse. Når hun er ude i haven, er hun lige i nærheden og når jeg kalder, kommer hun og Freja smutter op ad trappen. Som I kan læse, er hun sky og bange for de 2 stk. Laban og Puk, hun kommer ikke mere i køkkenet og i stuen.
Især Laban kan ligge længe og stirre på hende, hvis de mødes på trappen. Og han kan blive ved med at ligger der og nedstirre hende. Og det ender som regel i slagsmål, hvor jeg genner Laban ned ad trappen. Og Laban er en kat, som meget gerne vil ha føringen.
Hvordan får jeg hende integreret med de to andre i stuen og i køkkenet, ja de går også op på 1. sal, men stuen er deres base. De er huskatte, men meget sociale.
Inden de kom, var Freja altid i haven, når hun var ude, hun har aldrig været den kat, som har strejfet rundt. Og jeg er parat til at få en specialist hertil, hvis det er løsningen.


Warning_64

Kære spørger

Du har gjort gode ting for at integrationen skulle lykkes. Det kan tage lang tid og tålmodigheden kan komme på prøve. På den anden side er det heller ikke alle katte, der ønsker hinandens tætte selskab. Der er dog lidt ting, som du kan prøve og tænke over hvorvidt er opfyldt.

Det er jo dejligt at de kan gå ud og ind, så der er mulighed for naturlig stimulering gennem døgnet og for de fleste katte er dette nok. Nogle katte vil ikke tilbringe meget tid ude om vinteren set i forhold til sommer og derfor kan der opstå et underskud i stimulering og så kan det være nødvendigt at sørge for dagligt at opsætte forskellige muligheder inden døre. Her er kodeordet variation og noget kattene er motiveret for. Katte bruger meget tid på jagt; ca. 30 gange i døgnet med succes ca. 11 gange. Du kan også gå ind på www.hundeopskriften.dk under punktet Hvad går dagen med? Det er til hunde, men kan for det meste bruges til katte og ikke om andet, så vil du kunne se variation og forslag.

Når Laban ligger på lur, kan du prøve at aflede med legetøj som fx en pelsmus i en snor som du giver bevægelse eller guffer du spreder rundt, så du ikke venter til han selv går i aktion. Men kun at aflede i situationer, hvor det sker er ikke særligt effektivt uden at der på den anden side også etableres muligheder for ændret adfærd. Det kunne tyde på at Laban har behov for mere aktivering for at opfylde hans jagtbehov.

En god ide er derfor også at sætte situationen op så meget som muligt fx gerne mange gange om dagen forstået på den måde at 2 personer er involveret. Den ene sidder og underholde den sky kat med guffer (ekstra lækre og så lækre at hun vil tage dem, når Laban er i nærheden) eller legetøj og den anden det samme med Laban. Afstanden mellem dem skal være sådan at de er mere optagede af gufferne eller legetøjet end af hinanden og derved begynder at forbinde hinandens selskab med behag og ikke ubehag.

I stedet for mad i en skål, lad kattene søge efter deres mad.

Du kan prøve at læse KATTE GALAKSEN hvor der er mange indgange til det at føre katte sammen og ikke mindst til aktivering gennem døgnet.

Skulle dette ikke give fremskridt er det en god ide, som du også selv nævner at få besøg af en, der observerer hvad der sker. Nu skriver du ikke hvor i landet du bor, men kommer det dertil er du velkommen til at kontakte mig igen, så jeg kan anbefale dig en.

Håber det gav lidt input til dit videre arbejde.

Mvh
Marianne Thornberg
Hundeopskriften.dk

 Tilbage til brevkassen