Er det fuglefløjt?

Hverdagens opgaver var løst, der var ved at sænke sig en ro over villavejen og jeg diskuterede med mig selv om jeg skulle gå i seng eller smøre mig et landgangsbrød til at sove på. Mine overvejelser blev afbrudt af en ny lyd ude i det fri, “Jeg synes godt nok de fugle fløjter lige lovligt agressivt”.

Og ganske rigtigt, en større sværm af solsorte havde fløjtet til angreb på min kat, og med rette. “Minnie” som hun hedder, havde trængt en solsort op i en krog og lignede mest af alt en meget farlig løvemor, der var klar til at sætte det afgørende angreb ind. Solsortens artsfæller havde dog ikke tænkt sig at give op uden kamp, og de skiftevis styrtdykke mod Minnie i håb om at hun ville opgive sit foretagende. Det var der dog ikke noget der tydede på ville ske, tvært imod så hun bare ud til at dette var en appertif og den egentlige hovedret samt dessert ikke var indfanget endnu.

Hvad gør man så som katteejer? Skal man lade naturen gå sin gang eller skal man gribe ind og redde den lille fugl? Jeg valgte i situationen den sidste løsning. Synes sgu det var synd for fuglen og Minnie går jo ikke sulten i seng. Armeret med leverpostej i den ene hånd, skiftevis listede og spurtede jeg mig til en super målmandsredning og sad lidt omtumlet tilbage på græsplænen med en stærkt utilfreds kat i favnen.

Da vi var kommet ind bag lukkede døre beklagede Minnie sig højlydt. “Hov hov kammerat.., tog jeg måske bøffen ud af din mund ved aftenbordet?” synes hun at sige. “Ja undskyld, men jeg panikkede og fik ondt af det lille kræ” svarede jeg. Hun spadserede lidt frem og tilbage som en løve i et bur. “hvis jeg havde tommelfingre…” mumlede hun.

Jeg sneg mig ud i haven for at se til fuglen. Havde jeg gjort den en bjørnetjeneste? Den sad stadig det samme sted og trak vejret tungt. Da jeg nærmede mig stemte koret af solsorte ind og vendte sin vrede mod mig. Vingerne flakkede omkring mig som trommestikker mens jeg sneg mig nærmere fuglen. Og der var det lige som om den kom til sig selv og vendte blikket mod mig, foldede vingerne ud og lettede som et projektil fra en seksløber. Fra en gren højt oppe råbte den “Hils den kat og sig at den var heldig for jeg havde den lige hvor jeg ville…..”

Svært tilfreds med mig selv lagde jeg hovedet på puden og tænkte at jeg da godt nok var en rar fyr, men også med overbevisningen om at jeg måtte ligge mig i selen for at genskabe mit gode forhold til Minnie.

Her til morgen synes Minnie at have tilgivet mig allerede og jeg kunne oven i købet klø hende lidt bag øret og hun kvitterede med høj spinden. Nemt tænkte jeg og lukkede hende ud i haven inden jeg gik mod køkkenet til mit faste kaffebrygnings ritual. Jeg havde knap nået at folde kaffefilteret ud før jeg hørte temmeligt agressiv fuglefløjt igen og denne gang stemte Minnie med i koret “8 9 10 NU KOMMER JEG!…”

Jeg vendte rundt og satte i en fremadlænet spurt mod haven. Selvfølgelig for sent.. Det sad Minnie med poten på sit bytte, en fjer i mundvigen og smilte til mig. “skal vi så sige at det er sidste gang du blander dig i mine forretninger?”

Det var en meget eftertænksom kop morgenkaffe jeg fik.

Af: Heinz Andersen 29/6-11 copyright Kattepote.dk